Min sidste vilje
Min Sidste Vilje er en støtte til dig, der vil hjælpe dine efterladte bedst muligt og vil være sikker på at få dit sidste ønske opfyldt.
Hvorfor udfylde Min Sidste Vilje?
”Min sidste vilje” udfyldes af hensyn til de efterladte. Det er vigtigt, at du i levende live giver udtryk for, hvad du ønsker, når du skal herfra. Du kan nøjes med at udfylde de punkter, du har ønsker til, og så lade de pårørende tage stilling til resten, eller du kan notere hele processen, så alt er forudbestemt. Det er vigtigt, at du giver genparten til en af dine nærmeste slægtninge, eller at du sender den til bedemanden.
Er du medlem af Folkekirken, kan du vælge at have en præst til at forestå begravelseshandlingen, og højtideligheden kan ske fra en kirke. Hvis du IKKE ønsker, at det skal være en kirke eller et kapel inklusive en præst, der forestår din afsked, er det meget vigtigt at gøre opmærksom på dette, idet præsten i modsat fald har ret til at foretage jordpåkastelse.
Hvis du IKKE er medlem af Folkekirken, vil du i princippet IKKE kunne få højtideligheden afholdt fra en kirke, og ej heller få en præst til at medvirke. Det er alene præsten, der afgør, om han/hun vil foretage handlingen. Via din udmeldelse af Folkekirken har du jo tilkendegivet, at du IKKE ønsker at gøre brug af den. Heller ikke ved din død.
For at få sin aske spredt på åbent hav, er det meget vigtigt, at du har tilkendegivet dette. Hvis du IKKE i levende live har skrevet det ned, er det alene præsten, der, som begravelsesmyndighed, afgør, om askespredning kan tillades.
Vigtige dokumenter
Du finder her vigtige dokumenter:
- En vejledning der informerer om alle de punkter, der skal tages stilling til ved dødsfald. Eksempelvis anmeldelse af dødsfald, ceremoni, afmelding til sociale medier, opsigelse af lejemål, mulighed for begravelseshjælp, afklaring af bankkonti m.m.
- Samt to dokumenter af Min sidste vilje – en original og en genpart. Begge dokumenter udfyldes ens. Originalen kan opbevares derhjemme blandt vigtige papirer. Genparten kan opbevares hos slægtninge eller hos din bedemand. Vælger du sidstnævnte, er bedemanden din garant for, at der ikke ændres i dine ønsker efter dødsfald.
- Min sidste vilje kan også udfyldes digitalt. På den måde opbevares alle informationer digitalt og kan tilgås af bedemand eller ønsket pårørende efter dødsfald.
Digital version af Min sidste vilje
Skulle du ligge inde med spørgsmål til udfyldelsen af ”Min sidste vilje”, er du velkommen til at kontakte os. Vi giver gerne en uforpligtende og gratis gennemgang af dette dokument.
Du er altid meget velkommen til at kontakte os. Vi besvarer telefonopkald hele døgnet.