I dag, fredag den 1. maj, er det 20 år siden, jeg overtog Arresø og Hundested-Lynæs Begravelsesforretninger efter Karen Møller. Verden har ændret sig meget i de to årtier, der er gået. Men én ting er uforandret, og det er de efterladtes ønske om at tage afsked med deres kære på en varm og mindeværdig måde.
Fokus på at gøre alle begravelser helt særlige
Lige knap 8000 begravelser og bisættelser er det blevet til i løbet af de 20 år. Og hver højtidelighed har været noget særligt.
I den ene ende: Bisættelsen af den hjemløse, hvor der ikke er nogen pårørende, og hvor kun præsten og jeg deltager. Vi donerer kistepynten, og under højtideligheden synger præsten og jeg et par salmer og gennemfører de obligatoriske ritualer. Og i den anden ende: Den store, imponerende begravelse af en ung mand med 450 deltagere, højttalere uden for kirken og busser i lange rækker, så hele familien og alle vennerne kunne være med.
20 år med kendskab til både lokalområde og verden
Fra 2006 og frem til 2018 har vi føjet fem nye begravelsesforretninger til landkortet. Der er ikke den kirke og ikke den præst i Nordsjælland, vi ikke kender. Vi har også vendt os ud mod verden og er blevet internationale. Vi bringer danskere, der dør i udlandet, hjem til Danmark – og sørger for, at afdøde herboende udlændinge kan komme hjem til deres oprindelsesland. I 2000 kørte jeg mine første ture i rustvognen direkte til Kladovo-området i Serbien. Siden er det blevet til ture rundt i hele verden.
Fra dressurrytter til bedemand
Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være bedemand. Som ung red jeg dressur og kom som en af ganske få mænd til tops inden for dressurridning. Jeg var fascineret af ridesportens præcision, korrekthed og krav om rolig optræden. Dyder, jeg har taget med mig ind i bedemandserhvervet. Senere kom jeg i lære som beslagsmed og blev soldat, hvor jeg red for Dronningen og skoede heste for regimentet. Efter en periode som selvstændig beslagsmed blev jeg ansat og senere uddannet som bedemand. Og jeg har elsket det lige siden.
Få medarbejdere giver plads til den nære relation
Uden mine to medarbejdere, Lilli og Bjarne, havde Arresø Begravelsesforretning og vores seks filialer dog ikke kunnet hjælpe vores kunder på den måde, som vi gør i dag. Vi er nok til at hjælpe mange, men vi er ikke flere, end at vi kan bevare den nære, personlige relation til alle.
På trods af Corona
For tiden er vi udfordret af Corona, men sammen med de efterladte lykkes vi godt med at finde vejen til en god og værdig afsked. Vi kan ikke være helt så tæt på de pårørende, som vi gerne ville, men det mærker vi en stor forståelse for. Pga. situationen i Danmark har vi ingen officiel markering af dagen. Men jubilæet giver anledning til at glædes over det privilegium, det er at hjælpe mennesker i en vanskelig situation – præcist som vi har gjort det gennem de sidst 20 år.
Læs eventuelt også:
Hvorfor vælge os som jeres bedemand
Anbefalinger fra pårørende